Den rødhåredes liv og levned

Jeg var i biffen i tirsdags. Metropol inde ved Tivoli. Så en for-for-premiere af “Mænd, der hader kvinder”. Fantastisk film, by the way, men sådan set ikke emnet for denne blog.

Jeg skulle med S-toget hjem igen. Det var en stille og rolig hverdagsaften, omkring kl. 21.30, og der var relativt mange mennesker i toget og på perronen. Nu er jeg pendler, så jeg hygger mig med de der togture hver eneste dag. Har gjort det i relativt mange år, efterhånden, så “magien” ved at sidde i et S-tog er ligesom efterhånden forsvundet… I hvert fald for mit vedkommende.

Nå, men jeg satte mig tilrette, satte propperne i ørerne skulle til at finde en bog frem af tasken også, da en fyr pludselig sætter sig ved siden af mig. Han smiler sådan lidt underligt til mig. Han har et eller andet fodboldtørklæde om halsen og virker en lille smule overrislet, så jeg går ud fra, at han sandsynligvis har været inde og se en kamp. Men i stedet for at være ligeglad med sine omgivelser - som de fleste S-togs-passagerer er - begynder han pludselig at snakke til mig. Og ret hurtigt går det op for mig, at han faktisk er lidt… ja, nærmest mopset?… over, at jeg tillader mig at sidde med ørepropperne i og læse min bog, i stedet for at følge med i livet, der foregår i togvognen. Ja, han er faktisk nærmest sarkastisk i sine udtalelser om, at det da virkelig også er meget bedre at mure sig inde bag en bog og med musik i ørerne, end det er at følge med i, hvad ens medmennesker siger/foretager sig på disse togture.

Jeg valgte så bare at fordybe mig i min bog, i stedet for at starte en diskussion op omkring rigtigheden i det, jeg foretog mig. Men jeg kunne ikke lade være med at undre mig lidt bagefter. Er vi virkelig kommet dertil, hvor det bare er et MUST at skulle følge med i, hvad andre foretager sig, når man sidder i toget? Eller i bussen, for den sags skyld? Eller alle mulige andre steder, hvor der er andre folk omkring os?

Verden er efterhånden blevet så ultrafokuseret på, at vi allesammen skal vide alting om, hvad alle andre foretager sig. Følge med i naboens liv og levned, se unge mennesker dumme sig i større eller mindre grad i de utallige reality-shows på tv, opleve helt almindelige folk gøre næsten hvadsomhelst for at få deres 15 minutters berømthed i rampelysets skær.

Jeg gider sq ikke. Jeg vil hellere bare være mig selv - nyde min bog og min musik og så ikke blive forstyrret af andre. De der 45 minutter hver vej hver dag er nærmest meditative. Jeg behøver ikke tage stilling til nogetsomhelst, men kan vælge at sove, læse, glo ud af vinduet eller på anden måde bare være MIG. Jeg har på ingen måde nogen interesse i at forsøge at leve med i andres liv, hvor kortvarigt det end måtte være på en togtur.

Og det har jeg det GODT med.

0 Comments

Var for nyligt på besøg ved en bekendt i dennes nys indkøbte lejlighed på Østerbro.

Vidunderligt sted - lå i en af sidegaderne ud til Søerne, så man - hvis man lænede sig lidt ud af vinduet - godt kunne skimte vandet. I ved, det der i ejendomsmægler-lingo hedder “Vand-kik”…

Nå, men jeg blev behørigt vist rundt i de højloftede stuer. Og dem var der en del af, skal jeg lige love for. 3 stk. ensuite samt diverse værelser m.v. Alle steder med over 3 meter til loftet og gammel, smuk stuk, høje paneler, afhøvlede gulve, kæmpestore vinduespartier…. Ja, hele pakken var der. Der var endda en høj, gammel kakkelovn i den ene stue. En drømmelejlighed, med andre ord.

Og denne perle af en lejlighed havde min bekendte så valgt at fylde med CRAP-møbler fra IKEA, af alle steder!! Og vedkommende virkede sq næsten stolt af sit møbelvalg, hvilket faktisk rystede mig allermest. Ligesom de sorte pludder-lædersofaer (I ved - de der lædersofaer, som ser ud som om, de er ved at smelte…), der stod i den ene stue, åbenbart også vækkede en vis stolthed. Muligvis nok mest på grund af prisen, for kønne var de sq ikke…

Jeg kan kun håbe, at møbelindkøbet er gjort, hvor det er, fordi vedkommende har brugt hele sin opsparing på at købe lejligheden. Ellers står det sq skidt til….

3 kommentarer

Synes generelt, at jeg er et relativt intelligent, eftertænksomt væsen, men indimellem gør jeg åbenbart ting, der får mine omgivelser til at tro, at hårfarven måske i virkeligheden er fake, og at der indenunder gemmer sig en total blondine….

Det har som oftest et eller andet med mænd at gøre. Måske er jeg bare ufattelig naiv lige på dét punkt, men jeg har en kedelig evne til at tiltrække fyre, som virkelig på ingen måde er værd at samle på. Eller måske slår jeg bare mine folder i de forkerte cirkler… I don’t know.

Husker især en gut, der formåede at nasse hæmningsløst på mig i flere dage i træk, inden det rent faktisk gik op for mig, at fyren a) var blevet fyret fra sit job, b) var blevet smidt ud af sin bolig, c) brugte mig som midlertidig “hotel” med indbyggede, gratis måltider, gratis vask og, ikke mindst, fri sex. Han havde bildt mig ind, at han “holdt fri fra jobbet i nogle dage” og at hans netbank “var blevet hacket”. Og jeg godtroende fjols troede jo på ham og havde rent faktisk ondt af ham.

Det gik først for alvor op for mig, at der var noget galt, da han ville låne penge af mig. Heldigvis havde jeg ikke kontanter liggende, for ellers var han uden tvivl smuttet med dem. I stedet tog han videre til sit  næste “offer”, hvor det rent faktisk lykkedes ham at stjæle nogle penge, inden han smuttede videre.

Jeg har efterfølgende vendt og drejet oplevelsen med diverse bekendte, og der er en tendens, der går igen. Kvindelige tilhører synes, at han er den mest enorme nar på denne jord - mandlige mener, at “det gjorde han sq da meget godt, det der…. høhø”.

Og så er det, jeg sidder tilbage med den der følelse af at være en total blondine i det her datingspil. Kan det virkelig passe, at det bare går ud på at udnytte hinanden mest muligt og uden tanke på modpartens følelser?

Det er sq en sørgelig verden, vi bor i, hvis det er tilfældet.

4 kommentarer

Sidder i lejligheden nu. Den ene rotteunge ligger på “sofaen” (som lige nu bare består af 2 madrasser stablet ovenpå hinanden) og sover middagslur. Den anden sidder ved siden af mig og er ved at afslutte en Kaj-kage, mens han ser Cartoon Network - en ny oplevelse for en lille fyr, der indtil nu kun har haft 2 kanaler at vælge mellem…

Og trods det, at alting her fortsat er totalt kaotisk med flyttekasser overalt, lamper, der ikke er hængt op og tom emballage de mærkeligste steder, føler jeg mig faktisk…. lykkelig. Glad. Fortrøstningsfuld.

Selv julen, som endte med at være et helvede af influenza og mellemørebetændelse, kan ikke længere slå mig ud.

Føler mig omsider fri. Som om en tung, tung byrde er blevet fjernet. Og selvom jeg ved, at januar bliver hård, rent arbejdsmæssigt, kan jeg mærke, at jeg også er ved at opbygge den nødvendige energi til at klare det.

Det går godt…. For første gang i lang, lang tid kan jeg mærke glæden helt ind i knoglerne…

0 Comments

En speciel type. Han tangerer “dumme svin”-kategorien, men er måske i virkeligheden bare en gennemført egoist. Møder ham jævnligt i et lidt specielt miljø, som vi begge frekventerer - ham dog væsentlig oftere end jeg.

Han har en meget tydelig “stil”, når det kommer til at score damer - hvilket han OFTE gør. Stor interesse for tøsen, indtil hun er scoret, hvorefter han let og elegant glider videre til den næste. Og indimellem smutter han så tilbage til en af dem i “haremmet” - det duer jo ikke, hvis han mister for mange af de der tilbedende blikke, som han åbenbart trives så godt på.

Han ER lidt af et svin. Det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om, og det betegner han da også stolt sig selv som. Men han scorer på det - big time. Og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor det er sådan.

Hvad er det ved “svinene”, der gør, at man bare har lyst til at lade dem rive en rundt i timevis…?

Heldigvis er jeg ikke længere selv under hans “spell”. Det blev tilsidst lidt for meget jeg-kontakter-ham og slet intet han-kontakter-mig, så han blev slettet fra telefon og msn for et stykke tid siden. Og sjovt nok har jeg intet hørt fra ham siden.

LinieB (nu svine-fri..)

6 kommentarer

Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, når jeg læser om det der “eksklusive” interview med Stein Bagger, som EB åbenbart nåede at få fingrene i. Ikke så meget, fordi interviewet er lidt… blahhh…. men meget mere, fordi manden fortsat kører den ultra-manipulerende stil. Krokodilletårerne flyder frit, og han forsøger virkelig at score et par billige point på at have meldt sig selv m.v.

Men… Hvad betyder det egentlig for ham, at han har meldt sig selv?

Jo, som jeg ser det, kommer han til DK og får formodentlig en fængselsstraf på 8 år. Den bliver nedsat til 4 år på grund af “god opførsel”, eller hvad det nu hedder indenfor det system. Efter 4 år - hvor han kan skrive sine memoirer, sælge filmrettigheder og dyrke fitness, til han falder om af det, har manden så afsonet sin straf - og kan, med rette, tillade sig at forsvinde for good igen. Og pengene - lige omkring 1 mia.? Ja, de er jo forlængst væk. Gravet ned et eller andet sted, eller indsat på en af de her “usynlige” konti, som åbenbart stadig findes rundt omkring i verden. Hvilket betyder, at Swein-Stein i ro og mag kan tage hen og hæve hele møget igen og leve livet…

Ja, hvem ville ikke gerne sidde i fængsel i 4 år, hvis man kunne få 250 mio. om året for at sidde der….?

1 kommentar

I fortsættelse af Ace63′ nu desværre hedengangne indlæg omkring pinlige episoder, kan jeg da selv ryste en enkelt ud af ærmet (der er uden tvivl flere - men om de egner sig til bloggen, ja det er et spørgsmål om definitioner.. ;-))

Som relativt ung og sprød kastede jeg mig på et tidspunkt ud i netdatingens skummelheder. Det startede egentlig med, at jeg erhvervede mig en computer (kan stadig huske, at jeg gav omkring 13.000 for den dengang, hvilket nutildags jo nærmest er en astronomisk sum for en simpel hjemme-pc). Nå, men ret hurtigt opdagede jeg så chat og blev selvfølgelig lidt hooked på det. Det var jo en supernem måde at komme i kontakt med folk på. Det var så til gengæld lidt sværere at føre bekendtskaberne ud i virkeligheden, nok mest fordi folk på det tidspunkt opfattede chat og netdating som  noget, kun nørder eller folk med fysiske skavanker indlod sig på….

Nå, men det gik hverken værre eller bedre end at jeg kom i kontakt med en fyr, der lød lovende. Vi chattede meget, snakkede RIGTIG meget i telefon og alt gik så fint, så fint. Så det naturlige, næste skridt var selvfølgelig at mødes IRL. Det blev derfor aftalt, at vi en fredag aften skulle mødes i Scala, spise sammen og derefter fortsætte en tur i biffen.

Mødet og middagsdelen gik fint nok. Hyggesnak og sådan, men det var ret hurtigt tydeligt for os begge, at tingene nok ikke kom så meget videre end det. Men vi fortsatte - som aftalt - i biffen.

Under filmen begynder jeg så at blive lidt smådårlig… Sådan lidt kvalm og pludselig meget søvnig, så jeg sidder faktisk og falder lidt hen. Lige indtil det punkt, hvor jeg ikke længere er småkvalm, men derimod er i overhængende fare for at kaste op ud over den nærmest foransiddende! Jeg røg op af sædet og ud af salen - har sikkert trådt adskillige biografgængere over tæerne på vej ud - men på det tidspunkt fokuserede jeg kun på én ting. Nemlig at komme ud af den der bio, inden jeg enten brækkede mig over nogen eller besvimede…

Det lykkedes heldigvis. Nåede lige ud og falde på knæ foran en affaldsspand, inden jeg simpelthen knækkede mig, som jeg aldrig har knækket mig før. Vi taler projectile vomiting her….. Nøj, jeg var syg…. Da anfaldet endelig stilnede lidt af, kom en af de her bio-medarbejdere hen til mig og spurgte forsigtigt, om jeg mon ville have en våd klud til at friske mig lidt op med. Sødt af ham, men han har uden tvivl tænkt “Åh nej - ikke igen”…

Efter at have sundet mig lidt, listede jeg så forsigtigt ind til filmen igen. Fyren undrede sig jo godt nok over, hvor jeg havde været henne, så da jeg fortalte - som sandt var - at jeg lige havde været ude og stikke hovedet i en affaldsspand, kunne jeg godt se på ham, at det nok ikke lige var dén replik, jeg kunne score ham med…

Behøver jeg sige, at der ikke kom mere ud af den date….?

3 kommentarer

Jeg kryber til korset og erkender det - jeg elsker den gode, gammeldags jul!

Lige fra duften af nyklippet gran til julebelysningen, der stille og roligt breder sig rundt i nabolaget. Butikkernes strålende og pyntede vinduer. Gavebånd og silkepapir. Smagen af årets første hjemmelavede julesmåkager. Forventningerne og hemmelighedsfuldheden, der i hele december måned får lov til at strømme gennem huset…. Jeg elsker det hele

Hvad jeg til gengæld IKKE elsker er, når glittede blade, som f.eks. “Alt for dullerne” præsenterer deres udgaver af, hvordan vi “bør” pynte vores hjem op. Jeg var ved at få julesmåkagen galt i halsen, da jeg slog op på seneste nummer og opdagede, at juletræet anno 2008 åbenbart er en skriggrøn plexiglas-helvedes-ting - MED tilhørende rensdyr. I blåt plexiglas, fan’me.

Aldrig i mit liv har jeg set noget så grimt og anti-jul, som det der! Og det, der ryster mig allermest er nok, at der sandsynligvis er folk i dette land, som omgående styrter ud og erhverver sig et eksemplar af hæsligheden, “fordi det jo er det, man bør for at være med, hvor det sner”.

Hvad er der sket med den gode, gammeldags julesmag?? Med det ægte juletræ, som godtnok drysser lidt (hvis man da ikke lige køber nobilis-udgaven), med de smukke juleornamenter i mundblæst glas, som er gået i arv i generationer i familien, og med de levende lys på juletræet, som måske godt nok kræver lidt ekstra opmærksomhed, men som i dén grad skaber stemning?  

Efter min mening kan plexiglas-tingesterne kun bruges til én ting - nemlig til at fyre op med, når pejsen mangler brænde….

1 kommentar

Min yngste rotteunge er med på jobbet i dag (på grund af lettere sygdom). Hun startede friskt ud i toget ved med høj og klar røst at proklamere, at “piger har en tissekone og mænd har en tissemand!”…. Til stor moro for mine øvrige, morgengrå medpassagerer….

3 kommentarer

Er netop blevet ejer af min helt egen lejlighed. Ligger mindre end 5 minutter fra, hvor rotteungerne bor sammen med deres far, hvilket gør mange ting væsentlig lettere - især, når de bliver lidt større og selv vil kunne komme og gå.

Har ejet fast ejendom før - men det var jo sammen med eksen. Denne gang er det kun mit navn, der står på skødet - og således altså også mig,  der hæfter for gælden (men det er jo bare en mindre detalje.. ;-))

Jeg tror ikke helt, jeg kan beskrive, hvilken enorm tilfredsstillelse, det er at kunne sige, at “dette er MIT!”. Farven på væggen har JEG valgt - uden at skulle diskutere den til døde først med andre, men udelukkende fordi jeg godt kan lide den farve. Sofaen er MIT valg - og jeg vil skide på, om den er upraktisk, alt for dyr, for flyder-agtig eller nogetsomhelst andet. JEG har valgt den, fordi JEG kan lide den.

Selv det at gå ud og vælge farven på toiletspanden, er der noget smukt i…. Måske er jeg bare ved at gå off the deep end, men det er i så fald hammerfedt at gøre det

3 kommentarer